Viser opslag med etiketten Raku. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Raku. Vis alle opslag

tirsdag den 12. juni 2012

Endnu en omgang raku

Hej hej, her er et temmelig langt indlæg, så kom ikke at sig du ikke var advaret!

Selvom jeg burde læse til eksamen nu, valgte jeg alligevel at tage en halv slapper i går, for at lave mere rakubrænding. Vil ikke sige det gik helt så godt som første gang, da vi havde lidt problemer med at få den røde farve frem. Vi fandt dog i løbet af dagen ud af, at farven blev hvid, hvis glasuren havde fået for meget varme for længe. Efter den erfaring holdt vi bedre øje.
Jeg har fået fremstillet en masse forskelligt lertøj, som I kan se her. Jeg mente egentlig, jeg havde fået lavet flere ens skåle (fyrfadsstager), men da jeg hev de 8 frem jeg havde, måtte jeg sande at der ikke var plads til alle de forskelligfarvede, jeg gerne ville have lavet. 4 røde skulle jeg i hvert fald have, da jeg har planer om en helt anderledes adventskrans i år. Til de 4 andre valgte jeg temaet ying og yang. Så 2 er blevet sorte udenpå og hvid indeni, mens de 2 sidste har de omvendte farver. Derudover jeg fået lavet en gul vase, som jeg skal have fikset noget plastikbøtte-halløj indeni, så den også kan holde vand, samt en firkantet skål jeg ikke ved hvad skal bruges til, og kronen på værket, min nye slikskål.
Det fede ved raku er at du ikke rigtig aner hvordan tingene ser ud, før du er helt færdig med processen. Det er alt fra hvor mange krakeleringer der er, til om du har fået fjernet alt ilten, så dem fremstår tydeligt. Det har fx været et problem, der hvor jeg har hvidt glasur på ydersiden. Men nu til billederne.

4 røde skåle. Den øverste i venstre side var oprindelig hvid, da den havde fået for meget varme. Men jeg valgte at give den en omgang rød glasur mere, og herefter brænde den igen. Det blev bestemt ikke dårligt. De 4 røde skåle var helt ens da glasuren var tør, men prøv nu at se hvilken forskellighed de har efter brændingen. Det er da fantastisk.

 Og hvilke krakeleringer der er. Det er da smukt og anderledes.
Ying og yangskålene. De sorte er blevet mere eller mindre kobberfarvede i bunden, men det er bare fedt. Den ene hvid skål har fået en sort ring indeni, hvilket jeg ikke synes er så pænt, men det kan ikke ændres. Min teori er, at den er blevet overhældt med savsmuld i 2 omgang. Den er altså i første omgang kun blevet dækket i midten, hvorefter der er gået ild i savsmuldet (fordi leret er så varmt), hvilket har skabt den afsodede ring, hvorefter den har fået en omgang mere, for at blive dækket helt. Dog er det ikke noget man vil se, når først der er lys i.

Min gule vase. Den boblede ret mærkeligt under brændingen, men har alligevel fået nogle fede krakeleringer. De sorte prikker i bunden er faktisk tyrkise. Det var et forsøg, der faktisk blev vellykket, hvilket billedet så bare ikke vise.
Farven er ikke pastelgul som på billedet. Jeg ved ikke lige hvad der gik galt! Her er det tydeligt at se vasen boblede i varmen, hvilket er kommet til udtryk i alle de små cirkler.
 Jeg smurte denne turkise glasur på i et rent forsøg. Vi vidste ikke om den var lys eller mørk turkis. Denne hørte altså til den mørke kategori. Dog fremstår den mere blå. Underligt nok er bunden blevet sort og kobberfarvet. Som sagt, raku opfører sig helt som det har lyst til.
Et ret mørkt billede, men jeg håber alligevel at I kan fornemme overgangen fra turkis/blå til sølvfarvet. Og jeg sværger, jeg har kun brugt 1 farve, men den har reageret vildt forskelligt.
Og nu til kronen på værket - min nye slikskål. Det var en af de allersidstee ting der blev brændt, da jeg har et ømt punkt for denne. Den er blevet så smuk. Den har fået et næsten perlemorsagtigt skær, trods det at jeg bare har brugt en hel regulær hvid som inderfarve.
Oprindeligt havde jeg glaseret ydersiden mørk turkis, men da jeg så en af mine klassekammeraters forsøg med den ukendte turkise farve, valgt jeg at give skålen et lag af denne. Dog fjernede jeg ikke den oprindelige glasur først, hvilket resulterede i denne lækre blå farve. Jeg er ganske godt tilfreds, og tror jeg vil indvige den i aften :)

Jeg lavede dog ikke kun raku i går. Ind imellem grundede og malede jeg også mit papmache træ. Da jeg desværre glemte mit kamera i går, har jeg ingen billeder af dette. Det kommer dog nok senere, for jeg skal over at hente træet på skolen i dag. Jeg lod det stå og tørre natten over, selvom jeg ville have foretrukket, at det kom med hjem. Det var dog ikke tørt, og jeg hvis jeg ville hentes (havde ret meget med på skolen i går) skulle det være inden kl. 18. Ringede efter kæresten halv 6. Lidt stressende, for han ville gerne hjem og se fodbold!

I dag er jeg nærmest tvangsindlagt til at blive hjemme, så det bliver nok først en gang sen eftermiddag jeg kommer over på skolen. Jeg venter på postmanden, der gerne skulle komme med neglelak til mig, samt en fragtmand fra Bilka, der skulle komme forbi med min nye lampe. Lampen skal jeg egentlig ikke bruge til noget, det er lampeskærmen jeg er interesseret i, men da den ikke sælges i løskøb, må jeg jo investere i hele lampen. Skærmen skal bruges til min lerlampe. Havde for nogle uger siden et indlæg om hvilken lampeskærm jeg skulle bruge. Trommehvirvel - vinderen blev skærm nr. 1. Den kan ses her. Skal nok putte billede op når lampen er færdig. Det bliver dog nok først i næste uge, da den skal brændes i weekenden, og så lige bagefter (næsten) er der eksamen.

Tror det var det hele for denne gang!

kh
Simone

mandag den 7. maj 2012

En oplevelsesrig dag

- dog lettere forsinket.

Onsdag d. 2.maj blev der rakubrændt i billedkunst. Jeg havde ikke de store forventninger til dagen, udover at det skulle være hyggeligt, og ikke mangle kage. Og det gjorde der bestemt heller ikke! 4 kager, en omgang småkager og slik havde 6 forskellige folk taget med. Der var også lagt op til en omgang snobrød, men det blev aldrig til noget.

Da dette også var dagen hvorpå vores bachelorskrivere skulle aflevere, besluttede vi at den første 1½ time var åbent værksted. Jeg fik lavet en ny sprutteskulptur, da den anden havde mistet sine arme, så nu håber jeg denne holder lidt bedre. Jeg kittede den allerede senere på dagen, fordi den første arm knækkede!



Kl. 10 blev der holdt intro til raku. Først børster man sine forglødede lerfigurer/krukker af for støv, så glasuren ikke laver klatter. Dernæst dyppes der i den ønskede glasur. Hvis man har lavet en krukke, kan man fx have en farve indvendig og en anden farve udvendig. Herefter stilles figuren/krukken til tørre, på låget ar rakuovnen, der egentlig bare er en olietønde foret med keramisk uld ,et hul i bunden til gasflammen og et låg med et hul i. Når glasuren så er helt tør, puttes den i tønden i et kvarter til 20 minutters tid. Herefter tages de op med en tang, viftes i luften for at krakelere og gemmes væk i en spand med savsmuld eller andet der kvæler al ilten. Efter en 8 minutters tid tages de igen op med tangen og stilles under den kolde hane, hvorefter alt det overskydende sorte skrubbes væk. Det var vist den hurtige gennemgang af raku. Hehe :)

Jeg havde lavet en lille krukke, jeg ikke ønskede glasur på udvendig, men indvendig puttede jeg en æggeskalshvid. Da jeg havde glittet min krukke skulle ydersiden gerne blive blank, men jeg har åbenbart ikke gjort det godt nok, for krukken blev bestemt ikke lækker blank og blød. Jeg må prøve igen, der er simpelthen ikke andet for. Og så havde jeg da egentlig også håbet lidt at min glasur ville krakelere, men det ville den åbenbart ikke, men for pokker det er fedt med sølvfarverne der er opstået.


Jeg havde også bestemt mig at rakubrænde min Gert og Uwe Tobias-skulptur. Den lille figur nede i glasset, skulle med sin skrigende limegrøn (hvorhenne?) symbolisere "håbet er lysegrønt". Den store figur ville jeg så have mørkeblå, men det eneste han havde var kobolt. Da jeg ikke havde andre valgmuligheder, blev det den. Efter påføring begyndte glasuren at skalle vildt og voldsomt, så jeg skrabede den af, fortyndede glasuren med vand og prøvede igen. Resultatet blev helt det samme. Jeg snakkede med min lærer om det, og han sagde jeg skulle vaske min figur helt ren, stille den til tørre og så ville han prøve at hjælpe mig. Min tålmodighed var bare ikke som den skulle være, så efter et par timer, mente jeg figuren var tør nok. Min fejl, for resultatet blev således:
 Den var stadig våd i midten, kunne vi se efter den sprang i brændingen. Her er de sørgelige rester af hovedet. Resten af kroppen har jeg ikke taget billeder af. Og prøv at se hvordan glasuren ikke dækker hele figuren. Den blev simpelthen ved med at krakelere for os. Det undrer mig meget, da nogle af de andre har fået de smukkeste dybblå farver frem!

Ikke særlig limegrøn, vel?

Herunder kommer lige de billeder jeg har taget fra dagen. De viser også meget godt processen. Jeg håber det er i orden for mine klassekammerater, ellers må de jo lige kontakte mig, og så skal jeg nok slette de billeder de er med på. Ps. Vi havde 2 ovnen i gang, så bliv ikke forvirret når ovnen skifter farve længere nede!

 Først dyppes der.
 Så stilles der til tørre.
 Dernæst hygger man sig lidt, da der endnu ikke er kommet noget op af ovnen.
 Vi tørrer stadig!
 Vi åbner låget...
 ... så vi kan få tingene op igen.
 Og der svinges til den helt store guldmedalje. Det er ret sjovt at høre når krakeleringerne opstår.
 Kø for at komme ting ned i savsmuld.
 Det ryger ganske voldsomt, da de varme lerting faktisk får savsmulden til at brænde.
 Efter 8 minutter skal tingene op igen, men de er stadig meget varme.
 Sådan ser de ud...
 ... nu skal de bare lige skrubbes rene.
Og vi fortsætter lidt endnu! Men ikke for meget, da man risikerer at skrubbe farven af igen.

Når alt dette er overstået, har du nogle fantastisk flotte ting. Jeg er lidt ked af jeg ikke rigtig fik taget billeder af de andres resultater, men mon ikke man kan google sig til nogle rigtig flotte ting?
Hvis man har lagt sin glasur godt på, så kan man rent faktisk have vand i sine vaser, og varme drikke i sine kopper/krus.

Tak fordi du kiggede med så langt.

kh
Simone