mandag den 7. maj 2012

En oplevelsesrig dag

- dog lettere forsinket.

Onsdag d. 2.maj blev der rakubrændt i billedkunst. Jeg havde ikke de store forventninger til dagen, udover at det skulle være hyggeligt, og ikke mangle kage. Og det gjorde der bestemt heller ikke! 4 kager, en omgang småkager og slik havde 6 forskellige folk taget med. Der var også lagt op til en omgang snobrød, men det blev aldrig til noget.

Da dette også var dagen hvorpå vores bachelorskrivere skulle aflevere, besluttede vi at den første 1½ time var åbent værksted. Jeg fik lavet en ny sprutteskulptur, da den anden havde mistet sine arme, så nu håber jeg denne holder lidt bedre. Jeg kittede den allerede senere på dagen, fordi den første arm knækkede!



Kl. 10 blev der holdt intro til raku. Først børster man sine forglødede lerfigurer/krukker af for støv, så glasuren ikke laver klatter. Dernæst dyppes der i den ønskede glasur. Hvis man har lavet en krukke, kan man fx have en farve indvendig og en anden farve udvendig. Herefter stilles figuren/krukken til tørre, på låget ar rakuovnen, der egentlig bare er en olietønde foret med keramisk uld ,et hul i bunden til gasflammen og et låg med et hul i. Når glasuren så er helt tør, puttes den i tønden i et kvarter til 20 minutters tid. Herefter tages de op med en tang, viftes i luften for at krakelere og gemmes væk i en spand med savsmuld eller andet der kvæler al ilten. Efter en 8 minutters tid tages de igen op med tangen og stilles under den kolde hane, hvorefter alt det overskydende sorte skrubbes væk. Det var vist den hurtige gennemgang af raku. Hehe :)

Jeg havde lavet en lille krukke, jeg ikke ønskede glasur på udvendig, men indvendig puttede jeg en æggeskalshvid. Da jeg havde glittet min krukke skulle ydersiden gerne blive blank, men jeg har åbenbart ikke gjort det godt nok, for krukken blev bestemt ikke lækker blank og blød. Jeg må prøve igen, der er simpelthen ikke andet for. Og så havde jeg da egentlig også håbet lidt at min glasur ville krakelere, men det ville den åbenbart ikke, men for pokker det er fedt med sølvfarverne der er opstået.


Jeg havde også bestemt mig at rakubrænde min Gert og Uwe Tobias-skulptur. Den lille figur nede i glasset, skulle med sin skrigende limegrøn (hvorhenne?) symbolisere "håbet er lysegrønt". Den store figur ville jeg så have mørkeblå, men det eneste han havde var kobolt. Da jeg ikke havde andre valgmuligheder, blev det den. Efter påføring begyndte glasuren at skalle vildt og voldsomt, så jeg skrabede den af, fortyndede glasuren med vand og prøvede igen. Resultatet blev helt det samme. Jeg snakkede med min lærer om det, og han sagde jeg skulle vaske min figur helt ren, stille den til tørre og så ville han prøve at hjælpe mig. Min tålmodighed var bare ikke som den skulle være, så efter et par timer, mente jeg figuren var tør nok. Min fejl, for resultatet blev således:
 Den var stadig våd i midten, kunne vi se efter den sprang i brændingen. Her er de sørgelige rester af hovedet. Resten af kroppen har jeg ikke taget billeder af. Og prøv at se hvordan glasuren ikke dækker hele figuren. Den blev simpelthen ved med at krakelere for os. Det undrer mig meget, da nogle af de andre har fået de smukkeste dybblå farver frem!

Ikke særlig limegrøn, vel?

Herunder kommer lige de billeder jeg har taget fra dagen. De viser også meget godt processen. Jeg håber det er i orden for mine klassekammerater, ellers må de jo lige kontakte mig, og så skal jeg nok slette de billeder de er med på. Ps. Vi havde 2 ovnen i gang, så bliv ikke forvirret når ovnen skifter farve længere nede!

 Først dyppes der.
 Så stilles der til tørre.
 Dernæst hygger man sig lidt, da der endnu ikke er kommet noget op af ovnen.
 Vi tørrer stadig!
 Vi åbner låget...
 ... så vi kan få tingene op igen.
 Og der svinges til den helt store guldmedalje. Det er ret sjovt at høre når krakeleringerne opstår.
 Kø for at komme ting ned i savsmuld.
 Det ryger ganske voldsomt, da de varme lerting faktisk får savsmulden til at brænde.
 Efter 8 minutter skal tingene op igen, men de er stadig meget varme.
 Sådan ser de ud...
 ... nu skal de bare lige skrubbes rene.
Og vi fortsætter lidt endnu! Men ikke for meget, da man risikerer at skrubbe farven af igen.

Når alt dette er overstået, har du nogle fantastisk flotte ting. Jeg er lidt ked af jeg ikke rigtig fik taget billeder af de andres resultater, men mon ikke man kan google sig til nogle rigtig flotte ting?
Hvis man har lagt sin glasur godt på, så kan man rent faktisk have vand i sine vaser, og varme drikke i sine kopper/krus.

Tak fordi du kiggede med så langt.

kh
Simone

Ingen kommentarer:

Send en kommentar