Min sommerferie

Hej igen.

Som lovet ville jeg også fortælle lidt om min sommerferie. Skylder vel allerede nu at nævne, at vi camperer i campingvogn. Jeg har ikke så mange billeder, så det bliver vel et lidt kedeligt indslag, men sådan må det være! Jeg begynder bare fra en ende af, og så må man springe fra, hvis/når man ikke gider læse mere.

De sidste par dage op til selve afrejsedagen hjem til mor og far, gik med at ordne kaffeposer. Klippe op, rengøre og tørre. Jeg har været i gang med endnu en taske, men den får I ikke at se endnu, da det er en gave. Jeg fik pakket det hele ned, men mine nåle til at sy hele molevitten sammen med, var pist forsvundet. Jeg ledte alle tænkelige og utænkelig steder, men de var ej at finde. Da jeg kom hjem fik jeg lånt en sikkerhedsnål af mor, som jeg vist nok ikke fik afleveret igen. Ups! Fredag d. 29.juni sad jeg så i strålende solskin og tegnede firkanter på plastikket, så de bare var lige til at klippe ud. Der formåede jeg så lige at blive solskoldet inden ferien overhovedet var begyndt. Vel at mærke kun på venstre arm, da jeg sad med siden til solen. Dobbelt ups!

Vi skulle for 5.år i træk til Østrig. Vi tager altid en overnatning undervejs, og i år var ingen undtagelse. Vi har nu flere gange sovet på den samme campingplads. Den er lille, lidt gammeldags, men meget hyggelig. Desuden har de en plads kun til engangsovernattende. Man behøver ikke engang at spænde af. Kan selvfølgelig ikke lige huske hvad den hedder, men den ligger vist lige i nærheden af afkørsel 94 på A7 (ret mig hvis jeg tager fejl mor!). Vi valgte at køre tidligere ind end vi plejede, hvilket var meget heldigt, for vi fik den næstsidste plads. Rigtig mange havde valgt at holde tidligt rast, fordi det var så lummert, ifølge campingmutter. Om natten gav det da også et gevaldigt rabalder. Troede virkelig jeg skulle dø, eller nok nærmere at jeg skulle opleve lynet slå ned i en af de træer, der stod rundt om den lille badesø midt på campingpladsen. Flere brag lød på samme tid og lynene blinkede flere gange. Luften var ladet af elektriske spændinger. Det kunne både jeg og min mobil mærke. Oplevede for at par år siden (også i Østrig) at blive fanget midt i et tordenvejr, der drænede mobilen for strøm. Dette var dog ikke tilfældet denne nat, men spændingen var så stort at den bevirkede min touchscreen på mobilen begyndte at lyse. Absolut ingen havde rørt den, og inden sms'er tikkede ind. Det synes jeg var temmelig skræmmende.

Næste morgen kørte vi videre. I år skulle vi bo i Großwalsertal lidt uden for en lille by ved navn Raggal. Hvis man ville gå til byen skulle man lige afsætte 1½ times gang hver vej. Først skulle men nemlig hele vejen ned i dalen, og så op igen på den anden side. Det eneste interessante de havde i byen var så kun deres turistbureau. Den første dag missede vi middagslukningen med 10 minutter, så vi måtte traske hele vejen tilbage forgæves. Senere på dagen valgte vi at køre derover. Vi fik købt et vandrekort, og fik også udleveret nogle stempelkort, så vi kunne samle point. Det er stort set hvad vi laver i de 14 dage vi er på ferie hvert år. Vandrer for at samle point, så vi kan få vandrenåle, hygger os, får læst en masse bøger og spillet kort om aftenen (500). Området kaldte vi senere for Heinz Tyndskids bjerge.

Den første sådan rigtige tur vi var ude at gå, skulle egentlig kun havde været en 6-timers tur. 3 timer derop, og 3 timer ned igen. Den blev meget meget længere. Vi skulle op til et punkt, en bjergtinder viste det sig, der hed Hoher Frasen. Da vi langt om længe kom derop (en højdeforskel på 1km) var der gået ca. 4 timer mener jeg. Det var et helved at komme derop. Jeg har dårlige knæ, men det plejer ikke at være et problem, da jeg har knæbind på, når jeg går (kun på venstre). Men fordi vi gik på meget små og meget stejle stier, var det meget smerteligt. Desuden ændrede ruten sig fra at være rød (skridsikkert fodtøj) til at være blå (skridsikkert fodtøj og swindelfrei, hvilket min mor absolut ikke er, samt jeg heller ikke er for glad for højder). For at få stemplet skulle vi ned til Frasenhütte, der lige lå en times gang ned at smalle og stejle stier. Da vi kom derned stod der vi skulle tilbage op over bjerget, hvilket vi nægtede (endnu 5 timer, ellers tak). Så vi fortsatte nedad mod byen Nüziders. Skiltningen passede så overhovedet ikke. Der stod bare 1 1/4 time for at komme derned, men det blev der ved med. Vi fandt endda et skilte hvor der stod 1 3/4 time. På et tidspunkt møder vi så et skilt mod Raggal. Vi tænker yes, og vi går og går og går, uden egentlig at vide hvor langt vi skal. Det begynder at blive mørkere og torden rumler i det fjerne. Æv, men vi er da nu kommet til asfaltvej og forbi et gasthaus som vi ved ligger 3 km fra Raggal. Da vi kommer ind til selve byen, var det så meningen vi skulle have tage en bus tilbage til campingpladsen, men den sidste er for længst kørt, så min mor spørger en dame om hun kender nummeret til taxaselskabet. Hun spørger hvor vi skal hen, og tilbyder så at køre os hjem. Virkelig betænksomt af hende (senere på ugen gjorde vi så gengæld mod Østrig, da vi gav en ældre mand et lift hjem). Når alt kom til alt fik vi skovlet en hel del point ind på denne tur, da den tog os 11 timer, og vi i hvert fald måtte gange med 2, så 22 point. Dog syntes vi helt bestemt vi havde gjort os fortjent til mere. Herunder kommer der lige de solskoldninger jeg fik denne dag. Havde solcreme på, og blev også smurt en gang mere undervejs. Det er lumsk det der højfjeldssol!

 Godt nok bliver jeg altid skoldet, men har dog endnu aldrig formået at få solbrændte fingre. Hænderne har jeg prøvet før- Det underlige trekantmønster er fra vores vandrestave.

Her er der så en yndig kant fra mit knæbind. Skal lige sige at jeg stadig har den, selvom den blev lavet for næsten en måned siden. Siden da har den skaldet 4 gange!

Vejret dernede i år var meget ustabilt. Aldrig har vi haft så meget regn. Det er ganske normalt det drypper lidt sidst på dagen, men mange dage havde vi gråvejr. Vi fik dog alligevel lige og lige skrabet point nok sammen til at få fat i sølvnålen. Det krævede 65 point. En af vores ture gik bl.a. ned til en stor dæmning. Det var lidt sejt at stå at kigge 50m ned, på den side hvor der ikke var vand. Der var totalt ekko. Kunne være så fedt at se når de åbnede sluserne. Dog ville jeg personligt ikke stå lige ovenover porten. Det var fantastisk at se værket. Egentlig var der ikke så meget at se, men alligevel utroligt spændende at være der. Åh, man skulle nok selv have været der for at forstå følelsen. Derudover gik vi også en tur på deres Erlebnispfhad. En tur hvor de havde lavet en masse oplevelser undervejs. Det var alt lige fra områdets historie, til gæt et træ til spot et dyr. Det var rigtig hyggeligt. Her fandt vi bl.a. en lavvandet sø, hvori der var lagt en masse trædesten. Vandkanten var næsten hel sort af haletudser. Det var lidt sjovt at se dem svømme ud, når de blev forskrækket, bare fordi man lige gik forbi.

Det var nok de store træk i min ferie. Det kan være der kommer mere. Jeg vil i hvert fald forsøge at få lagt lidt billeder ind. Nå ja, og så skal I da ikke snydes for billedet af min vandrehat. Vi har allesammen hatte på, så vi ikke bliver solskoldet i hovedbunden. Har prøvet det op til flere gange, og det gør altså av av.

Syede min bøllehat dengang jeg havde håndarbejde i 5. Var så stolt :)

Gedebukken og rygsækken er fra i år. Sidste år var vi i Tirol (Stubaital) hvor vi også fik bronze og sølv (øverst til venstre). Lige nedenunder var vi i Maltatal. Kan ikke huske om det var 1. eller 2.år. 3.år var vi i hvert fald i Kleinwalsertal. Her havde de ikke guld, sølv og bronze, men der samlede man bare point. Pointindsamlingen er også forskellig fra dal til dal. Fx er den store blå 250 point værd, hvor geden og rygsækken er henholdsvis 30 og 65 point værd.

I skal da også lige have et billede af den kæmpe natsværmer min bror og jeg fandt, en aften vi vaskede op (beklager billedkvaliteten, det er taget fra min mobil). Ja, køn er den ikke, men den var en 4-5cm stor og ret så lodden. Ville egentlig gerne have set den flyve, men ville ikke forstyrre den, da det stadig var lyst udenfor. I en af toiletbåsene sad der også en stor natsværmer, den lignede dog bare en birkegren. Den havde foldet vingerne som et rør.

Slutteligt lige forsiden af det postkort jeg sendte hjem til kæresten. Det er ikke så tydeligt på dette billede, men for enden af campingpladsen var der en temmelig stejl græsskrænt. Godt vi ikke skulle bo helt derude. Når aftensolen skinnede, så blev bjergtiden i baggrunden helt orangerød, så vi gav bjerget kaldenavnet vulkanen. Det var virkelig smukt.
kh
Simone

Ps. Har lige taget boller ud af ovnen. Mums.