mandag den 29. oktober 2012

Bachelor

Godaften.

Advarsel - endnu et teksttungt indlæg!

Jeg har været til min første bachelorvejledning i dag. Det gik ikke helt som håbet, hvis man kan sige sådan. Havde en eller anden ide om at jeg ville have en næsten færdig problemformulering, da jeg gik derfra, men der blev jeg snydt. Vi kom vidt omkring, og endte ud i noget, som egentlig ikke handlede så meget om det jeg havde i tankerne. Det kommer det måske til, når jeg har fået bevæget mig lidt mere ind i stoffet, men lige nu ser det ikke sådan ud.

Mine tanker har kredset meget om undervisningsdifferentiering. At kunne udnytte den enkelte elevs potentiale, lige præcis hvor de er, lige i øjeblikket. Jeg kom så tilfældigvis til at snakke om at jeg så billedkunst mere som et dannelsesfag end uddannelsesfag. Den bed mine vejledere mærke i, og så drejede snakken sig i den retning. Så lige nu er jeg inde på noget der hedder: Hvad er billedkunst? Samt noget med dannelse vs. uddannelse. For tiden kører der en debat om at dannelsesbegrebet i folkeskolen har været helt forfejlet, så den debat syntes de var super god at tage med. Og så bliver det et eller andet med hvordan det her dannelse eller uddannelse kan udfolde sig inden for de billedkunstlige rammer. Tankerne kværner bare rundt i hovedet på mig.

Synes selv jeg er lidt presset for tiden. Jeg har kun lige fundet ud af hvor jeg skal i praktik henne, ergo har jeg ikke fået forberedt noget endnu. Jeg skal ud at snakke med dem på torsdag, hvilket jeg glæder mig til. På onsdag skal jeg til møde med min praktikvejleder. Her skal jeg lige så stille starte op på praktikrapporten, hvilket jeg ikke lige kan overskue, da jeg jo ikke har snakket med praktikstedet endnu.  Jeg skal have fundet ud af hvilke af de 7 indholdsområder jeg skal have med, hvilket jeg er lidt blank for lige nu. Hmm, det må gå som det går. Det bliver også lidt hektisk at komme hen til praktikskolen. Jeg skal direkte fra arbejde onsdag aften ned til stationen, for at komme til Sønderborg. Der lander jeg ca. kl. 21. Godt jeg har en veninde der vil køre mig, for det kan umuligt nås på cykel. Torsdag morgen skal jeg så cykle ud til skolen, det stresser mig gudskelov ikke. Fredag tager jeg igen til Sønderborg, hvor kæresten og jeg så sætter turen mod Esbjerg igen. Selvom vi skal have en hyggelig weekend sammen, skal jeg stadig have forberedt mit gruppearbejde til om fredagen. Ved nemlig ikke lige om jeg får tid til det i løbet af ugen + mine medstuderende også lige skal have tid til at læse det jeg har skrevet, inden vi mødes. Nåh ja, og ugen efter skal vi fremlægge hvad vi har tænkt os med praktikken, samt lige aflevere vores bachelorproblemformulering. Stresset, ja sådan føler jeg mig lige nu. Samtidig med alt det her, skal jeg også planlægge min praktik, samtidig med at jeg har for øje hvad jeg skal bruge af empiri til bacheloren. Argh.

Apropos bachelor. Er der nogen der er abonnent på bladet Folkeskolen? De sidste par gange har der været nogle artikler, hvor hele dannelsesideen i folkeskolen er stillet til debat. Dem vil jeg meget gerne have fingre i. Er der nogen der vil låne mig deres eksemplar? I det nyeste blad er der fx en artikel af Per Fibæk kaldet kompetencer versus dannelse, mine vejledere mente var et must, at jeg læste.

kh
Simone


Ingen kommentarer:

Send en kommentar