onsdag den 19. juni 2013

Endnu en præmie

Godaften.

ADVARSEL - Herunder følger et rimelig skrifttungt indlæg (kun med få billeder) !!!

Dette bliver nok noget af et praleindlæg, men det siger nu lidt om mig alligevel. Jeg er født under en heldig stjerne, hvilket har været kendt lige siden min fødsel. Jeg vandt 500 kroner på en bankbog og en hel kasse sutter, bare fordi jeg blev født den dag jeg gjorde. Det var så vidt husker en konkurrence den lokale bankfilial havde i andledning af deres fødselsdag/jubilæum. Den førstfødte denne dag ville vinde. Mine forældre troede ikke rigtig jeg var den heldige, da jeg først kom til op af formiddagen. Men det var altså mig.

Lige siden har jeg vundet en hel del faktisk, stort som småt. De små ting er knap så sjove, så jeg vælger bare at hoppe til de store ting. Da jeg var 12, vandt jeg en stationær computer. Jeg var derved den første i klassen der fik egen computer. Det var faktisk lidt trist på selve dagen. Jeg havde inde for en uge eller 2 deltaget i 2 forskellige disneykonkurrencer. Jeg bliver ringet op, og bliver spurgt om det kunne passe jeg havde deltaget i en disneykonkurrence, hvilket jeg kunne bekræfte. Herefter får jeg fortalt jeg har vundet, og om hun ikke måtte få en af mine forældre i telefonen. Jeg giver glad telefonen videre med ordene: Jeg har vundet en tur til disneyland. Jeg var næsten grædefærdig af lykke. Da en af mine forældre er færdige med at snakke i telefon, bliver jeg dog lidt skuffet over at det kun er en computer jeg havde vundet. Utaknemmelig bæst, hehe! Men jeg blev nu pænt glad for den alligevel. Fik også lidt disneyspil med. Bl.a et tegnestudie og et Timon og Pumba-spil. Fik vist også flere andre spil, men dem brugte jeg ikke, da de var på engelsk, hvilket jeg ikke kunne på daværende tidspunkt.

Ikke lang tid efter vandt jeg i lotto. Eller jeg spillede for mine forældre. Det var ikke den helt store gevinst, og jeg husker ikke længere hvilket beløb det var, men jeg mener det var omkring 76.000 og et eller andet. Min far kom ned i skoletiden og fortalte mig det (midt i en time). Herefter spankulerede jeg ind i klassen, skrev et tal på tavlen, og sagde herefter: Det er så mange penge jeg lige har vundet i lotto. Derefter kom min far ind og gav kæmpe negerboller (ja, det ved jeg godt de ikke hedder mere!). Pengene var selvfølgelig mine forældres. De brugte nogle af pengene til at afbetale lån, købe nyt sofasæt og jeg fik et nyt skrivebord, der matchede mine ABC-reoler. Derved kom min computer også ned at stå på mit værelse, da det tidligere bord (klap) ikke kunne bære vægten af skærmen, men det kunne det nye.

Herefter var der i lang tid stille på vinderfronten. Den næste store gevinst blev vinteren 2008. Jeg havde siden 7.klasse (2001) ville være guldsmed. Det faldt mig derfor naturligt at deltage i en konkurrence, hvor man kunne vinde sit eget designet smykke og være med til at producere det. Jeg blev ringet op i slutningen af december (mellem jul og nytår) og fik at vide jeg var den heldige. Det var vist første gang jeg græd af glæde. Jeg fik ros for min meget systematiske tilgang til designet. Jeg havde tegnet designet fra flere forskellige sider, samt lavet en liste over materialer. Det kom der denne lille artikel ud af.

Herefter gik der igen et par år. Det var sommerferien 2010 på vej ned gennem Tyskland. Jeg havde fået et opkald mens vi havde holdt rast og spist frokost. Mobilen lå i bilen i mellemtiden. Da vi kørte afsted igen, ringede jeg op. Kan kun sige længe leve udenlandstelefoni. Jeg havde i en Matas-konkurrence vundet en tur til Miami for 2 tur/retur inkl. hotelophold. Jeg skulle selv betale for mad, udflugter osv.. Kæresten og jeg tog afsted vinterferien 2011. Det var en fantastisk uge. Vi boede på 7.sal i et lille 5-stjernet hotel lige ned til Miami Beach. Jeg havde det vildeste jetlag da vi først kom derover, men havde mærkelig nok ikke noget da jeg kom hjem. Vi lejede en bil hele ugen for sølle 700 kroner. Bilen ville herhjemme have en nyværdi på en lille ½ million kroner! Vi kørte helt til Key West for at tage på delfinsafari og snorkling (ca. 4 timer i bil hver vej). Vi tog også ud i Everglades på alligatortur, det var også en oplevelse. Derudover var vi i 2 kæmpe shoppingcentre, nede at gå på den populære South Beach og selvfølgelig på McD. Og det er 1000 gange bedre end i Danmark. Man bliver faktisk mæt! Og nej, vi bestilte ikke supersize.

Siden da har der "kun" været mellemgevinster. I foråret vandt jeg via Saxo.com's facebook et anmeldereksemplar af Claus Meyers "Chokolade". Har kun fået lavet en enkel opskrift derfra, men den var lækker. Skal have bestemt have lavet flere. Bl.a. er der en opskrift på varm chokolade jeg i hvert fald skal prøve en kold vintereftermiddag.

Så var der negle-konkurrence fra Matas, jeg har beskrevet her, som jeg alligevel vil kategoriere til at være en mellemstor gevinst.

I dag kom der så endnu en præmie fra Saxo. Jeg havde deltaget i en konkurrence om 2 Jo Nesbø-bøger. Der var 525 deltagere. Den ene er 4.bog i en børneserie, den anden er den 10.bog om betjenten Harry Hole. Jeg er selv ved bog 4. Krimien er en gave til min far, da han samler på denne serie. Børnebogen beholder jeg selv.
 
Nu sidder du måske og tænker, om jeg ikke snart har vundet nok og burde lade jer andre komme til. Jo, måske, men det er så herligt at vinde, så jeg fortsætter. Jeg vil dog så sige jeg ikke har held i skrabespil. Har endnu ikke vundet noget på en eneste af mine skrabekalendere, selvom jeg har haft en del. Jeg værdsætter mine præmier, og deltager ikke, hvis jeg ikke kan bruge præmien til noget. Jeg vinder ikke for bare at vinde.


Fortsat god aften.

knus
Simone

Ingen kommentarer:

Send en kommentar